Maj måned har været en kold fornøjelse i år, premieren var med frisk vind fra vest og kun ca. 8 grader, her på 3. dagen i bukkejagten skiftede vejret og vi fik lidt sol. Weekenden var allerede planlagt til at lave hytte i haven, så der var der ikke tid til jagt, så jeg måtte tage aftener i brug.
Efter en lidt sen aftensmad blev der skiftet til jagttøj, og kun 10 minutter senere var jeg på jagten, Thomas sad allerede i tårn 6, så jeg valgte en stige vi havde sat op i foråret, hvor jeg ikke forstyrrede hans jagt.
Næsten en time var der gået uden synlige tegn på andet liv i skoven, end duerne som lystigt besøgte foderhuset bag mig, solen var begyndt at forsvinde ned bag trætoppene, da jeg fik øje på et dyr godt 70 meter ude foran mig, jeg ved da godt at det ikke blev født der på stedet, og voksede op med raket fart, men nogle gange så er det som om de bliver teleporteret ind i ens område.

Riflen blev lagt til skulderen og trådkorset fandt dyret, nu var kasketten lige ved at falde af hovedet, da okular beskytteren skubbede den af, stille og roligt fik jeg afmonteret hovedbeklædningen, så den ikke faldt ned og tiltrak sig unødig opmærksomhed, bukken havde travlt med at esse, og straffe et ungt træ som stod og så provokerende ud! Her stod den buk som vi havde gemt fra vinterens trykjagter, da han der var i bast og tegnede til at blive en pæn buk. Han havde nu sat op og fejet basten væk, og de 6 sprosser var tydelige, ikke en kæmpe buk med tykke stænger, men alligevel en god stærk buk. Chancerne for at få ham for igen var ikke de største, så da han under de kraftige fejninger, vendte højre skulder til, lod jeg skuddet gå. Bukken viste straks tegn på kuglen havde truffet godt, et let krummet spring og han faldt til jorden forendt på stedet.